Sider under: Padel / Tennis
Årsberetning 2017 - tennis
tirsdag. 06. marts 2018
Årsberetning med aktiviteter, regnskab, medlemsstatus og nye tiltag.
Aktiviteter
Tennisafdelingen valgte også i 2017 at lokke nye spillere til gennem gratis medlemskab i april. Det fik igen nogle få til at prøve spillet på vores dejligt beliggende bane.
Hen over sommeren har der været tilbud om træning for både børn og voksne. Vi har haft 3 børn til fast ugentlig træning, og de har fået kompetent undervisning og haft mange sjove timer sammen.
Der var ikke nogen seniorspillere, der valgte at deltage i træning. De finder som oftest selv en eller flere makkere til et spil single eller double.
Under sportsfesten i august arrangerede vi ”åben bane” om lørdagen, så de, der havde lyst, kunne prøve at spille.
Regnskab
De samlede resultat for tennisafdelingen lyder i 2017 på knap 8.000 kr. i overskud. I dette beløb indgår bl.a. det årlige tilskud fra Skanderborg Kommune samt afdrag på lån.
2017 er det sidste år, hvor der skal afdrages på lånet fra DIF på kr. 25.000 årligt. Omvendt skal der de kommende år lægges penge til side, så vi har råd til at skifte det røde grus med underliggende kunstgræs, når det bliver nødvendigt. Banens underlag har 5½ sæson på bagen, og det forventes at det skal kunne holde i 15-20 år, så der er lang tid at løbe på.
Medlemmer og kontingent
Der var i 2017 i alt 27 medlemmer fordelt på 15 seniorer, 6 juniorer og 6 børn. Kontingentsatserne forblev uændrede i forhold til 2016 og kontingenterne ligger stadig på et lavt niveau sammenlignet med andre klubber her i Østjylland. Satserne ændres heller ikke i 2018. Der tilbydes igen gratis spil i april måned for at lokke nye medlemmer til.
Vi er blevet kontaktet af flere tilflyttere i løbet af denne vinter, som gerne vil begynde at spille fra 2018. Så må vi håbe, at det bliver sæsonen, hvor udviklingen i medlemstallet vender og vi kommer til at opleve en fremgang.
Nye tiltag i 2018
Da vi ikke skal afdrage på det lån, der blev optaget ved etableringen af banen, kan vi nu tillade os at tænke i udvikling af området. Skal vi overveje en boldkanon, lys på banen (som der er gjort forberedelser til) eller en boldvæg? Skal vi deltage aktivt i at etablere en skaterbane på trekanten mellem vejen og banen for på den måde at skabe noget mere liv i området?
Idéer er der mange af. Kunsten er at finde nogle tovholdere, der vil være med til at søge økonomisk støtte, så vi kan udvikle både området og skabe endnu bedre muligheder for aktiviteter for børn, unge og voksne her i byen.