Nyt fra formanden – formandsberetning 2014
tirsdag. 24. februar 2015
Hej alle Griffere.
Vi er godt inde i 2015 men alligevel vil jeg ønske alle et godt nytår. Samtidig vil jeg takke alle afdelinger og deres frivillige for deres store arbejde og motivation gennem 2014, til at samle børn, unge, modne :) og ældre omkring GRIF.
Også alle de der involverer sig i enkeltstående arrangementer og andre ting såsom sportsfest, antik cup, kiosk, julekalender, sponsorarbejde mv. skal have tak for det store og vigtige arbejde de har deltaget i for GRIF.
En stor tak skal selvfølgelig også lyde til alle vores mange sponsorer. Vi er i GRIF rigtig glade for den opmærksomhed og villighed der er i vores lokalsamfund til at støtte GRIF.
En stor tak til både de direkte valgte og udvalgenes repræsentanter i hovedbestyrelsen. Vi har gennem 2014 lavet om på vores mødekalender så hvert andet møde kun afholdes med de direkte valgte. Jeg synes at der bliver diskuteret godt og der er også fælles fodslag på tværs af meninger og holdninger. Jeg ser frem til mange flere af disse møder.
Som jeg nævnte sidste år har vi i GRIF udfordringer med forskellige ting såsom at skaffe frivillige, og medlemmer der vælger andre foreninger. Disse ting har fyldt en del igennem året, og nogle gange på en ”negativ måde”. Min personlige ambition for det kommende års bestyrelsesarbejde er at have fokus på, at vi skal have ”positive” møder, grønne møder og grønne dage som jeg kalder det. Det vil gøre motivationen for at deltage i bestyrelsesarbejde meget højere er jeg sikker på.
Vi havde på sidste års generalforsamling en lille workshop omkring frivillighed i GRIF, resultatet er ikke glemt, mange ting blev bragt på bordet og de vil blive brugt i vores arbejde med at bibeholde GRIF som en attraktiv forening for alle i Gl.Rye.
Kigger vi på GRIF har vi jo masser af frivillige og når vi har brug for yderligere i løbet af året lykkes det fint for os, eksempelvis bemanding af kiosk til håndboldstævner og et arrangement som MGP. Ja det kræver noget arbejde, men det at det lykkes er positivt.
Vi kan jo også kigge tilbage på sidste års generalforsamling for at se den store tilslutning der var til at bemande afdelinger og udvalg, det var og er positivt.
Ja, vi har udfordringer, men ser jeg tilbage er de ikke meget større eller meget anderledes end de altid har været og alle andre foreninger har de samme udfordringer. Tilgangen til at arbejde med udfordringerne er til gengæld meget forskellig fra forening til forening og det er her jeg vil prøve at arbejde for en mere positiv tilgang til tingene.
Jeg vil gerne at vi som forening fortsat arbejder på at GRIF er et samlingspunkt i byen, det skal være sjovt at komme her, ikke kun som udøver men også som frivillig på alle niveauer. Ser jeg mig omkring synes jeg vi har det godt i GRIF og det er det vi skal arbejde ud fra.
En stor undersøgelse, som DGI har lavet med svar fra mere end 5.000 ledere viser at mange fokuserer på hvor svært det er at skaffe frivillige og problemet er samfundets skyld. Samtidig viser undersøgelser at der aldrig har været så mange frivillige i foreningerne som der er nu og tallet har været støt stigende fra 2004 og frem. Det er positivt og det er det vi i GRIF skal arbejde ud fra.
Så forhåbentlig kan vi her i 2015 og selvfølgelig også længere frem ændre lidt på den måde vi normalt angriber tingene på. Så en opfordring herfra til alle til at tænke positivt!
Som jeg har forstået på Fisher bliver der lavet om på konceptet for Antik Cup fra i år. Fisher mener at gutterne er blevet så gamle at de nu er nødt til at ændre lidt på tingene. Det har været nogle fantastiske år med Antik Cup men alting har sin tid og jeg har fuld forståelse for Fishers udmelding. Jeg vil gerne opfordre til at bolden samles op af andre, læs; evt. fodbold :) så vi fortsat kan have et stævne. der er jo flere hold fra byen der har deltaget og, tror jeg, også flere udehold der stadig kan lokkes hertil, til et fodboldstævne i et eller andet regi. Så?
Sportsfesten var igen en succes og festudvalget var et stykke tid efter samlet til, her hos mig, en evaluering. Det var en hyggelig aften og det var rigtig godt at høre alle de meninger og holdninger til sportsfesten der blev givet udtryk for. Det blev aftalt at bestyrelsen skal diskutere hvordan sportsfesten skal afholdes fremover med tanke på formål og ressourcer.
Til slut igen en tak til alle Jeg ser frem til 2015 i GRIF.
Med venlig hilsen,
Flemming Hansen – formand i GRIF.
Vi ses i klubben :)