Årsberetning 2016 - karate

onsdag. 29. marts 2017

År 2016 har generelt været et godt år for karateafdelingen i GRIF. Vi havde ved årsskiftet 44 medlemmer og økonomien har det fint.

På trænersiden har vi dog desværre måttet sige farvel til Anna, som nu er flyttet fra Gl. Rye og ind til Aarhus for at læse på universitetet. Anna har været drivkraften bag opstart af børneafdelingen her i klubben og den ugentlige børnetræning. Hun kommer heldigvis på besøg engang i mellem og fortsætter som kasserer i klubben.

Voksenholdet

Voksenholdet er blevet større og vi er blevet en god blanding af kvinder og mænd i alderen 17-50år. Mange af de voksne er efterhånden ved at blive rigtig gode børneinstruktører og Peter Berg har fået tjansen som leder af børneafdelingen.

Børnene 

Børnene er engagerede og dygtige til træningen. De børn der har været med fra starten, har efterhånden fået grønt bælte og deltager nu også jævnligt til voksentræningen.

Sociale arrangementer 

Af sociale arrangementer har vi som sædvanligt holdt den årlige lejr med vores samarbejdsklubber i Århus. Igen i år var det her i byen. Vejret var noget bedre end sidste år og vi havde en stor del af træningen udendørs, samt en masse social hygge.

Voksenafdelingen holdt i december en hård Crossfittræning, efterfulgt af en velfortjent julefrokost med rigtig god mad.

Preben Frost
Formand i karateafdelingen