Årsberetning 2013 - håndbold
onsdag. 26. marts 2014
Endnu en håndbold sæson lakker mod enden i Gl Rye og hvilken sæson. Vi har både på banen og udenfor haft dejligt travlt.
Året startede med, at vi var inviteret til Silkeborg til ligakamp imellem BSV-KIF København. U10 og U12 spillerne fik lov til løbe ind med BSV spillerne, hvilket var en stor oplevelse for alle, ca. 75 voksne og børn deltog til dette arr. med vores venskabsklub BSV.
Da kabalerne på de forskellige årgange begyndte at gå op i september måned, måtte vi desværre sige farvel til vores U14 piger, der kollektivt stoppede med at spille håndbold fra den ene dag til den anden, en udvikling vi i Gl Rye ikke står alene med. DHF har øremærket overskuddet fra Herrernes EM til at skabe bedre rammer for håndbolden ude i klubberne og fastholdelse af de unge spillere. Også vores dame hold i serie 2 stoppede, de mente selv, at det var godt mens de var på toppen, mens onde tunger mente, at alderen havde indhentet dem. Hvilken af de to udtalelser som er den rigtige, skal jeg ikke gøre mig klog på.
Holdene
De små U8 piger og drenge er blevet flere og flere, siden de startede op. De har udviklet sig helt enormt og klør på hver eneste gang, de er på banen. De slutter året af med at deltage i et overnatnings stævne i Brande. De har desuden flittigt deltaget i totalstævner hen over vinteren. Vi var selv så heldige af få et stævne i starten af året, og det betød travlhed i kioskudvalget, da ca. 500 spillere, forældre, søskende mm. rundende Klubhuset og Gl Rye hallen. Det var et fantastisk udstillingsvindue for vores aktive by og forening, og vi fik igen mange dejlige og positive kommentar med på vejen.
U10 pigerne startede sæsonen med en håndfuld spillere, men et godt lobby arbejde af trænerne gjorde, at de efter jul har spillet turneringskampe weekend efter weekend. Pigerne har præsteret stort og har vundet alle deres kampe.
U10 drengene havde før jul to hold ude at spille kampe, første holdet præsterede så godt, at de her efter jul spiller mod nogle af de bedste hold i Jylland. Andet holdet rykkede også en række op, og med en del tilgang har vi startet endnu et hold op, så vi nu har haft tre hold i kamp. Det betyder, at vi kan tilbyde U10 drenge håndbold på 3 forskellige niveauer, hvilket har gjort at de mange drenge har udviklet sig rigtig meget.
På U12 årgangen har vi også oplevet tilgang af nye spillere. Der har vi haft to hold i spil igennem sæsonen. Her er det tydeligt, at drengene er begyndt at stille flere krav til hinanden, hvilket har udviklet og modnet dem rigtig meget. Ens for begge hold er, at de i flere kampe har været deres modstandere fysiske underlegne, men alligevel kæmpet imod overmagten og har taget mange sejre.
Som noget nyt har vi startet et U6 pilot projekt op. Med hjælp fra lærerne i 0. klasse og et par ihærdige forældretrænere, har vi haft mellem 10-15 børn til håndbold lørdag formiddag, det har været en super succes, som vi vil fortsætte med i den nye sæson. De super skønne unger fik deres ilddåb til total stævnet på hjemmebanen, og det var fantastisk at se de små poders tilgang til spillet.
I år har vi valgt at deltage i et påskestævne med to U10 og et U12 hold. Der er vi blevet tvunget til en meget utraditionel sammensætning på et af de tilmeldte U10 hold. Holdet består af 3 piger og 4 drenge. Det er blevet bemærket af arrangørerne, som er meget stolte af at præsentere en sådan konstellation.
Økonomien
Rent økonomisk var målsætningen for sæsonen etablering af et solidt fundament, som skulle sikre et bedre og mere tilfredsstillende flow i håndboldafdelingens økonomi. Men Indtægterne faldt ret markant ca. 40 t.kr. – dels pga. færre hold og dels pga. manglende sponsorindtægter, og selvom vi også kunne reducere omkostningerne, så ender året med et underskud på ca. 4 t.kr. Vi har i afdelingen set U6 projektet som en fremtids ”investering” for de helt små årgange og rekruttering af nye frivillige, og vi har ikke opkrævet kontingent for disse, da de heller ikke har belastet foreningens økonomi.
I den kommende sæson begynder sponsorudvalget at sælge sponsorater til håndboldtøjet.
En stor tak skal lyde til fodbold afdelingen for deres altid store vilje til at samarbejde med håndbold afdelingen. De har hjulpet os meget i forbindelse med det nye hvide GRIF sæt, hvor de har efterkøbt spiller sæt til de spillere, som er kommet til i håndboldafdelingen på hold, der spiller i hvidt.
Fremtiden
Da vi allerede i slutningen af 2013 kunne se, at vi fremadrettet ville få udfordringer med at samle spillere til holdene i Gl Rye, søgte vi et mere formaliseret samarbejde med Ry håndbold.
Det er med glæde og positive forventninger, at jeg også kan fortælle, at GRIF Håndbold og Ry Håndbold fra sæsonen 2014/15 vil indlede et officielt samarbejde.
Formålet med samarbejdet er:
- At sikre god overgang fra GRIF Håndbold til Ry Håndbold, så spillerne fastholdes
- At tilbyde håndbold på alle niveauer i både GRIF Håndbold og Ry Håndbold.
Vi har i håndboldudvalget brugt det meste af januar måned på at gennemarbejde de forskellige muligheder sammen med bestyrelsen i Ry Håndbold. Vi synes, vi er nået frem til en rigtig god løsning for alle! Samarbejdet giver os nogle muligheder for at lave en bedre niveaudeling af træningen, hvilket har stor betydning for den enkelte spillers udvikling og er til gavn for både toppen, bunden og ikke mindst midten. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at spillerne oplever, at de er en del af en trup/årgang og har tryghed i deres sociale relationer, specielt på de yngre årgange. I praksis vil samarbejdet foregå på den måde, at GRIF Håndbold opretholder tilbud til U6 & U8, mens U12-U18 kommer til at foregå i Ry Håndbold regi, men således at træningen tilrettelægges, så der er træning i både Ry Hallen og Gl. Rye hallen. Et samarbejde der allerede er begyndt at spire rigtig mange steder på årgangene, b. la. deltagelse i det samme påskestævne i Aabybro, hvor vi kommer til at bo sammen med Ry Håndbold. Samarbejdet er også blevet bemærket i Dansk Håndbold Forbund. De inviterede de kommende U12 og U14 årgange fra Gl. Rye og Ry til EM håndbold i Aarhus, da de syntes, at vores initiativ ligger i tråd med deres plan for fastholdelse af de unge spillere i nærmiljøet, en blåstempling af vores projekt.
Afslutningsvis vil jeg gerne takke alle i GRIF – særligt alle vores trænere og frivillige der yder en stor indsats. Det er dem, der står til træning og kamp flere gange om ugen, og som sørger for at vores børn har mange gode oplevelser med vores sport, vi skal påskønne deres indsats som den væsentligste for vores forenings grundlag. Vi er en forening fuld af gode oplevelser – MEN det kræver at alle hjælper til – for hvis det hele ligger på de samme skuldre, bliver byrden for tung at bære, dette en opfordring til alle forældre og andre med tilknytning til vores børn om at give positiv støtte og opbakning til GRIF.
Det var så min sidste ”arbejdsdag” som formand i GRIF Håndbold. Der har været mange gode oplevelser, og i gennem tiden har jeg sagt ja til en hel del opgaver uden altid at vide, hvordan de skulle løses - men vi fandt altid en løsning. Det har krævet meget samarbejde, gode diskussioner, brede skuldre har ind imellem været påkrævet (så er det godt jeg har det), der har været kameler der skulle sluges, tidlige søndage morgner hvor hallen skulle åbnes og meget andet. Det alt overskyggende for mig har dog været at komme i hallen og se de mange fantastiske børn med smil på læben - og med en kop friskbrygget mokka fra klubhuset i hånden i god dialog med forældre – har det været det hele værd.
Tilbage er der kun at sige tak for endnu en god sæson i GRIF. Vi skal huske, det er vores valg og ikke vores evner, der viser, hvem vi er.
Ses i hallen.
Formandens beretning 2013/14 ved Generalforsamlingen onsdag d. 26. marts 2014