Årsberetning 2012 - håndbold
torsdag. 21. marts 2013
Gl. Rye IF Håndbold har igen haft en fantastisk sæson. Grundlæggende har vi ikke lavet meget om – men i stedet arbejdet videre ud af den vej der lagt over de sidste 4-5 år – og som danner baggrund for den succes vi har p.t.
Alle vores trænere og frivillige yder en stor indsats. Det er dem der står til træning og kamp flere gange om ugen, og sørger for at spillerne har mange gode oplevelser med deres sport, vi skal påskønne deres indsats som den væsentligste for foreningens grundlag. Så her skal der lyde en kæmpe tak til alle der er med til at få foreningen til at fungere. Samtidig er dette en opfordring alle forældre, bedsteforældre og andre med tilknytning til vores spillere – om at give positiv støtte og opbakning til klubben – både i det daglige ved træning og kamp – men også når I bliver bedt om at yde en indsats ved f.eks. kioskbemanding, kørsel mm.
Gl Rye IF Håndbold er en forening fuld af gode oplevelser – både for spillere og de frivillige der hjælper til med at få det hele til at fungere. Men det kræver at alle hjælper med lidt – for hvis det hele ligger på de samme skuldre, bliver byrden for tung at bære.
GRIF håndbolds ungdomsafdeling er stadig inde i en god udvikling, vi har i år haft fremgang mht. til medlemmer i forhold til sidste år. For at øge tilknytningen til Håndbolden i Gl. Rye, er der de sidste par år blevet lagt øget vægt på sociale arrangementer, og de mange tiltag har vist sig at være en stor succes. Blandt andet kan der nævnes:
- I september måned deltog 40 drenge og piger -U10, U12 & U14 holdene i et opstarts stævne med overnatning i Ikast.
- Afslutningsstævne for U6 & U8 holdene med overnatning for U8 spillerne.
- Champions League kamp med BSV- St. Petersborg i november måned, hvor 125 spillere, trænere og forældre fra Gl. Rye deltog.
- Fælles træningen hver fredag på kryds af årgange, køn og færdigheder.
- Sæson afslutning for alle hvor der pt. arbejdes på et foredrag med Benjamin Jacobsen.
På det sportslige plan går det også godt, vi har igennem sæsonen vægtet at få vores hold ud at spille kampe.
U6 & U8 holdene
har stort set hver weekend været ude at spille kampe og det er tydeligt at se, at mange af børnene har rykket sig rigtig meget. Og igen skal der lyde et stort tak til trænerne og forældrene på disse yngste årgange, de gør et stort stykke arbejde og det er her fundamentet støbes.
Igen i år fik vi tildelt i U6/U8 stævne. Det er tydeligt at mærke at stævnet i Gl. Rye trækker mange klubber og hold til pga. den gode atmosfære og de meget glade og positive mennesker gæsterne møder, stort set alle roser vores arbejde herude.
U10 drenge
Vi har i denne sæson haft 23 drenge til træning. Fordelt på tre hold. D holdet er primært et udviklingshold hvor de mindst øvede boltrer sig, vi har i denne sæson rykket de ældste af U8 drengene op på holdet, så det nu består af 4 årgange. Det er skønt at se hvilke gå på mod de nye håndboldspillere har og at det ikke er resultatet der er det primære når de spiller, men udviklingen og kammeratskabet. U10 drenge A & B er en god blanding af øvede og ikke øvede. Her er det tydeligt at drengene begynder at stille flere krav til hinanden, hvilket udvikler og modner dem rigtig meget, de et pt. inde i super udvikling.
U10 piger
Det har været dejligt at følge pigerne der er en blanding af U8 & U10 spillere. De har fra kamp til kamp rykket sig gevaldigt. Trods det de er en lille gruppe har de været meget ved holdne og der har stort set ikke været et afbud i løbet af sæsonen, det er super flot.
U12 drenge
Er en god blanding af øvede og ikke øvede. Her er det tydeligt at drengene begynder at stille flere krav til hinanden, hvilket udvikler og modner dem rigtig meget. Dog er det tydeligt at se, at holdet primært består af 1. års drenge. De har i flere kampe været deres modstandere fysiske underlegne, men alligevel kæmpet imod overmagten.
U14 piger
Klubbens mest berømte hold, det er imponerende at man i sådan en lille by som Gl. Rye kan mønstre 13 piger, når man hører andre klubber omkring os lukker hold fordi pigerne i den alders gruppe falder fra. Pigernes tilgang til håndbolden har været bygget op på det sociale aspekt frem for resultaterne. Dette har dog ikke bevirket, at der ikke er blevet lagt mange træningstimer i hallen og trænerteamet har formået at rykke pigernes håndbold færdigheder op på et flot niveau så de nu faktisk vinder flere kampe end de taber.
Serie 2
Damesenior har manifistret sig i Serie 2 og det er tydeligt at se når kampene spilles skal der vindes, men når så dommeren fløjter af skal der hygges.
Økonomi
Rent økonomisk var målsætningen for den forgangne sæson etablering af et solidt fundament, som skulle sikre et bedre og mere tilfredsstillende flow i afdelingens økonomi. Med nye tiltag som blev iværksat op til sæsonstarten er målsætningen blevet opfyldt. Gl. Rye IF Håndbold slutter den forgangne sæson med et overskud på ca. kr. 12.000,- Da vi har lagt op til at vi fortsætter vores økonomiske kurs, med brugerbetalte overnatningsstævner, indkøb af egne bolde mm. Tillader vi os foreløbig at budgettere med et lille overskud igen næste år.
Formandens beretning 12/13 ved Generalforsamlingen onsdag d. 21. marts 2013