Årsberetning 2010 - håndbold

tirsdag. 01. marts 2011

GRIF håndbold har i den nuværende sæson haft 88 aktive medlemmer hvoraf de 75 er børn og de 13 er seniordamer.

Dette er en medlemsstigning fra sidste år på 25 medlemmer og det er vi rigtige glade for.  De er fordelt på hold

  • U6 drenge & piger
  • U8 drenge & piger
  • U10 drenge 2 hold & piger
  • U12 drenge & piger
  • Serie 3 damer

....Så håndbolden spirer i Gl Rye.

Økonomien 

Økonomien i håndbold afd. ser også fornuftig ud, vi lavede et overskud på 21.600,- hvoraf kr. 9.000 af overskuddet er sene kontingenter fra forrige sæson.Egenkapitalen pr 31.12 2011 er kr. 41.322,- så fremtiden ser lys ud.

Hvad skal der til for at man kan kalde sæsonen en succes? Er det det sportslige eller det sociale? I en afdeling som GRIF håndbold ligger vi nok et sted midt i mellem. Vi syntes selv vi er et lokalt samlingspunkt - uanset ens håndboldmæssige kunnen, så det sociale vægter også højt blandt spillerne - og det ses tydeligt, når de unge drager af sted til forskellige kampe og stævner - noget man helst ikke vil gå glip af!!  Derudover har vi et par store talenter der godt på sigt kunne blive en ny Mikkel Hansen, Landin eller en Lærke Møller.

Trænerne for disse hold, har et fantastisk ”drive” et kæmpe engagement, og de laver et stort arbejde, og det skal de ha’ et kæmpe stor tak for.  Specielt vil jeg gerne takke Bjarne Jensen som stopper som udvalgsmedlem og træner for U10 drengene og Thomas Krejberg der stopper som kasserer.

Forældreopbakningen må vi heller ikke glemme - "man får næsten dårlig samvittighed, hvis man ikke er ude at se sit barn spille, for alle de andre forældre er der" har kommentaren lydt fra en forælder. Vores indtryk er at der er god forældreopbakning på alle hold i GRIF Håndbold og dem skal der ogsålyde et stor tak til, uden jer ville det ikke være muligt at organisere kørsel, tidtagning kioskbemanding mm.

Vi har igen i år af Kreds 6 blevet tildelt et U6 & U8 totalhåndboldstævne, et tegn på at Kreds 6 ser GRIF Håndbold som en seriøs klub, der gerne vil bidrage med ungdomshåndbolden i det midtjyske. Vi afviklede 60 U6 & U8 kampe fra kl. 9-17 og vores klubhus med de mange frivillige forældre fik meget positiv respons fra rigtige mange forældre der kom udenbys fra.

Vi har i år også deltaget i DHF´s event '40 x 20 decideret gode oplevelser, en event der satte fokus på fairplay og gode oplevelser i håndboldhallen. Eventen skulle få alle til at reflektere over, hvad der er god opførsel under kampene i hallen. Alt for ofte oplever man desværre, at der lyder negative tilråb og hårde ord, når der spilles håndboldkampe – selv når det gælder børnekampe. Det indebærer blandt andet, at forældre sendes bort, trænere får rødt kort og dommerne svines til. Dette er heldigvis ikke en tendens i Gl Rye.

Hvad bringer fremtiden i GRIF håndbold

For at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive bedre håndboldspillere i GRIF har alle trænere i år deltaget i  ”kurset  Aldersrelateret Træning fra 6-14 år”

Derudover har vi sagt ja til at deltage i Håndboldforum Skanderborg Kommune, et formaliseret samarbejde mellem 11 klubber i Skanderborg kommune.Skanderborg Håndbold har født ideen for at give håndboldklubberne i Skanderborg Kommune de bedste vilkår mht: Træneruddannelse til unge, Fælles indkøb, Håndboldskoler, Stævner, afslutninger og andre events, Fair Play kampagne, Administration, Tiltag for bredden der sikrer større tilgang til håndboldsporten i hele kommunen, Fastholdelse af specielt U16/U18 årgange, Samarbejde omkring små årgange/halve hold. 

Til slut, vil jeg gerne takke bestyrelsen for et godt samarbejde.

Det var ordene fra håndbold afd.

Peder Vejsgaard, 1 marts 2011