Årsberetning 2014 - fodbold

tirsdag. 24. februar 2015

Ungdomsafdelingen

I sæsonen 2014 har vi haft fornøjelsen af 115 børn fordelt på 9 årgange; 2 mixhold, 3 pigehold og 4 drengehold. Der har været utrolig meget liv på banerne, med stor opbakning fra søskende, forældre og bedsteforældre. Det har været en stor fornøjelse for os alle. Et vigtigt element i den kultur vi så gerne vil bevare i Gl. rye If.

Ud over de faste turneringskampe, har ungdomsholdene også deltaget i den årlige sportsfest - turnering. I starten af året blev vi enige om at alle ungdomshold skulle deltage i Kløverby Cup. Et efterhånden rigtig stort stævne, der trods sin størrelse, har formået at beholde den hyggelige atmosfære. Det er helt sikkert noget vil vil forsøge at gøre igen. 

Derudover blev der igen afholdt nytårsstævne i hallen, som afslutning på sæsonen. Det var som altid en fornøjelse at se så mange glade børn der gav den alt hvad de havde, fantastisk. 

Alt dette kunne ikke lade sig gøre uden en stor gruppe frivillige, der har gjort et kæmpe stykke arbejde. Vi i fodboldudvalget er enormt taknemlige for at i har investeret jeres sparsomme fritid, så vi stadig kan tilbyde fodboldoplevelser for børnene i Gl. Rye.

Alt er selvfølgelig ikke rosenrødt. Mange sporsgrene i de små idrætsforeninger er hårdt ramt. Faldende børnetal, mange valgmuligheder, udfordringer med at finde trænere og pres fra andre klubber i området der lider samme skæbne. Presset blev forøget yderligere, midt på året, da DBU og DGI valgte at ændre 7 mands fodbolden til 8 mands. Det har udfordret en del hold i forhold til at antallet af spillere på årgangen.

Det ligger øverst på fodboldafdelingens agenda at finde løsninger der gør, at der også fremover er ungdomsfodbold i Gl. Rye IF. 

Seniorafdelingen

Seniorsamarbejdet mellem Ry og Gl. Rye havde i 2014 to seniorhold i serie 4 og serie 5.

I starten var træningen henlagt til en gang om ugen i Gl. Rye og en gang om ugen i Ry. Det viste sig at være vanskeligt at få et fornuftigt fremmøde i Gl. rye og denne træning blev flyttet til Ry. Denne måde fortsætter indtil videre i 2015. Det er dog hensigten at forsøge at få opbakning til at træne begge steder igen. Træner duoen har i år været Flemming Hedegaard og Martin Schwennsen. Flemming har indviliget i at fortsætte hvorimod Martin har valgt at takke af for denne gang. I skrivende stund er der fundet en afløser for Martin, således at begge hold har en dedikeret træner.

På den sportslige side har året været en delvis succes. Serie 4 holdet rykkede op i serie 3, hvorimod det desværre glippede for serie 5 holdet at avancere. Ambitionerne er bestemt til stede for begge hold og troen på avancement ligeledes. 

Mange tak til Martin for hans indsats iforbindelse med trænerjobbet og ikke mindst hans indsats i forbindelse med opstarten af Rye BK. Også en tak til Flemming for hans trænerindsats og der ses frem til 2015 sæsonen. 

Oldboys

Også i år har vi stillet med 2 oldboyshold, hvor det har lykkedes begge hold at forblive i deres respektive rækker. Der har igennem året været de sædvanlige udfordringer med at samle hold til kampene, og der har været rigtig mange spillere i gang set over sæsonen. Det er en fornøjelse at se hvordan hygge og seriøsitet kan gå hånd i hånd. En stor tak til både Kasper, Mads og Jan for deres store arbejde på holdlederposterne.