Årsberetning 2010 - fodbold

torsdag. 31. marts 2011

Hjemmesiden

Vores formand har også bedt mig om at berette en lille smule omkring vores hjemmeside www.glryeif.dk. Vi har året igennem arbejdet hårdt på at integrere vores conventus system med de muligheder vi har via hjemmesiden, online booking, holdoversigter, resultatindberetning og meget meget mere. Det vigtigste for os som forening er at vi nu tilbyder online betaling i alle de "store" sportsgrene; gymnastik, håndbold og fodbold... Det er en kæmpe hjælp for kasseren og det letter vores daglige arbejde rigtigt meget. Systemet giver mulighed for kommunikation mellem trænere og spillere via email og sms. F.eks. kan en sidste øjebliks aflysning sendes ud på under 1min. (Torben undtaget)

I badmintonafdelingen forsøger vi at opgradere systemet til online booking af baner, der er lidt småproblemer, men vi regner med at have det på plads til den nye sæson.

Fodboldafdelingen

Året 2010 har endnu engang budt på mange forskellige udfordringer for os i fodboldafdelingen. Siden jeg overtog den eftertragtede post som formand for fodboldafd. har det været min kæphest at få  opgraderet vores materiale så de matcher mange af de krav om faciliteter anno 2010. Stort set hele vores materiale var nedslidt, i stykker eller mere eller mindre ubrugeligt. Derfor tog vi den beslutning i starten af året at NU skulle det være.

Vi har investeret i: GlobalGoal, Fartmåler, Kegler, Agilitystiger, nye bolde, klubtøj til vore trænere, Frisparksmur, overtræksveste, målmandshandsker osv. osv. osv. Dette har naturligt nok kostet en masse penge, og deraf ligger en af de primære årsager til underskuddet i afdelingen. Men det vil Henrik komme nærmere ind på i gennemgangen af årsragnskabet.

Vi har også ved hjælp af en engageret sponsor forsynet begge seniorhold med flotte træningsdragter. Dette har ikke lagt beslag på nogen af afdelingens midler. Netop forholdene omkring sponsorering er noget vi kommer til at lægge extra meget fokus på i det nye år, det er vores ønske at vores sponsorer skal støtte klubben Gl. Rye IF i højere grad en det enkelte hold. Jeg er godt klar over at mere eller mindre alle sponsorer putter penge i klubben pga. at de har børn der spiller på et af vore hold. Derfor ærgrede det mig også en smule at vi i år stod med et splinternyt sæt tøj til et hold som i forvejen var velsignet med et forholdsvis nyt sæt, hvorimod vi har andre hold der mangler. Ærgeligt, men trods alt et positivt problem som vi kan løse med øget fokusering på at brande klubben som en helhed.

Det er min klare følelse at alle, både store og små, er rigtig glade for forbedringerne, som giver nye muligheder i forhold til den daglige træning

Old Boys holdet

Igennem året har der været ca. 20 mand til vores turneringshold, som spiller om onsdagen. Holdet spiller i DGI B-rækken men måtte desværre rykke ud efter en tæt afslutning hvor holdet kun manglede 1 sejr for at overleve i B-rækken. Efterfølgende viste det sig så at et af holdene i A-rækken har trukket sig, så det betyder at holdet på samme tid kunne fejre nedrykning og oprykning. I det kommende halvår står den altså på B-rækken igen.

Seniorholdet

Gl. Rye IFs to seniorhold startede året i henholdsvis serie 3 og 5. Dan Fischer var tog et halvt år mere som træner i foråret, og der har i 2010 været en lille stigning i antallet af folk til træning, efter et lille dyk i 2009. Det er rigtig dejligt, da det er nemmere at få noget ud af det, når der er flere folk til træning. 2010 så også et mindre gennembrud for nogle af de unge kræfter, som er vokset op gennem klubbens ungdomshold, med bl.a. Malte Dengsø og Thue Voss i foråret, og Mathias Lysdal i efteråret. Dejligt at de unge kan udfordre de gamle, som efterhånden har spillet i flere år. Det er med til at højne niveauet. Spillemæssigt bød foråret på blandede resultater i serie 3, men dog overlevelse, og desværre en nedrykning for serie 5. Foråret var også sidste sæson med Dan Fischer, i denne omgang i hvert fald. Fra fodudvalgets og spillernes vegne skal der lyde en stor tak til Dan for hans arbejde, og Dan fortsætter da også i klubben som spiller. Efteråret bød på ny træner i form af Henrik Andersen. Efteråret var, som nævnt, med hold i serie 3 og 6. Resultaterne i efteråret lignede i høj grad foråret. Svingende resultater, men dog overlevelse i serie 3, og desværre ingen oprykning for serie 6. Generelt var holdene ramt af at man sjældent kunne stille med det samme hold i flere kampe i træk. Henrik Andersen fortsætter også i foråret som træner, og det tegner til at flere unge kommer til holdet, og det er meget glædeligt. Der skal også lyder en særlig stor tak til Torben Holst, som har hjulpet med tøjvask, Henrik Hoe som kampfordeler og Luis Birksø, som har bidraget omkring serie 6.

Samarbejde med kommunen

2010 var også året hvor vi indledte et samarbejde med Skanderborg kommune omkring kridtning af banerne, det har fungeret supergodt og kommuenes mand “kridtegon” og undertegende har haft en masse livlige telefonsamtaler, for han vil gerne gøre det så godt som overhovedet muligt. Vi får kridtet 1 gang om ugen. Derfor er det også med bævrende hænder at jeg tager til driftsmøde på materialegården i Skanderborg på torsdag, for med alle de nedskæringer vi ser i kommunen er jeg bange for at miste det gode samarbejde... og så skal vi igen igen ud og finde en af tordensskjolds soldater til at kridte banerne. Men lad os nu se hvad der sker.

Aktiviteter

I løbet af året har vi gennemført en række aktiviteter. Vi havde bl.a. besøg af fest, fart & fodbold i sommers, en god dag med godt vejr.. desværre lidt færre antal deltagere end vi havde håbet. Måske vi ikke var dygtige nok til at udbrede kendskabet. Vi fik ikke gennemført vores normale trænertur... så der tager vi revance i det nye år. Også til sportsfesten var vi meget aktive med en masse bold på plænerne.

Generelt har der i ungdomsafdelingen været en stor lyst til at tage holdene ud til stævner, miniturneringer o.lign. Jeg vil fremhæve vores tur til Hadsund hvor ikke færre end 5 Gl. Rye hold deltog.
På årets næstsidste dag gennemførte vi igen vores indendørs nytårsturnering og igen i år havde vi rigtig mange store og små forbi til en gang indendørs fodbold. Vi vil gerne gøre det til en fast tradition med denne nytårsturnering.. og vi er godt på vej.

Året der kommer

Målet i det nye år er at fastholde og udbygge vores faciliteter, jeg har personligt et stille håb om indenfor en overskuelig fremtid at få fjernet "højen" mellem kampbanen og håndboldbanen, så hele området vil fremstå mere integreret og indbydende. Bedre faciliteter for vores gæster er også et ønske; omklædningsforhold, skiltning, information er alle eksempler på områder vi skal forbedre os.

Kritik, positiv som negativ, er altid velkommen. Der er bla. blevet efterlyst et sæt etiske “spilleregler” og til det vil jeg sige at det bestemt ikke er glemt men vi afventer visionsdebatten som kører i hovedbestyrelsen.Udbyttet af denne debat vil vi så integrere i vores etiske grundlag.


Slutteligt vil jeg gerne sige en kæmpe tak til alle de mange frivillige trænere, hjælpere og forældre som gør det muligt at tilbyde fodbold som idrætsgren her i Gl. Rye.

MVH
Søren Lauritsen